Øresundskysten har siden 1658 været genstand for flere fjendtlige angreb. I På vagt ved Øresund fortælles om kystbevogtningen af den del af Øresund, der strækker sig fra Helsingør til København frem til 1945. Bogen beskriver, hvorledes man sikrede sig med bavner og blus, skanser og strandvagter og beretter om anlæggelsen af galejhavnen i Nivå i 1750’erne, træfningen i 1808 mellem et dansk kaperskib og engelske kanonbåde samt om de svenske invasionsplaner ved 2. verdenskrigs afslutning.
I foråret 1945 fandtes fuldt udarbejdede planer for en svensk invasion (eller D-dag) af Nordsjælland. Svenskerne ville hindre en evt. russisk befrielse af Danmark og en mulig slutkamp her. Kortet her viser invasionens tre faser. Den første var landgang i Espergærde-Snekkerstenområdet. Herefter ville man sikre sig brohoveder i Vedbæk og Rungsted, og endelig tage Tårbæk og Klampenborg.
Forfatter er bibliotekar og historiker Bjørn Westerbeek Dahl.