Vedtægter

NAVN OG FORMÅL
§ 1
1. Foreningens navn er Fredensborg – Humlebæk lokalhistoriske Forening.
2. Foreningens hjemsted er Fredensborg kommune.
§ 2
1. Foreningens formål er at udbrede kendskabet til historien i Asminderød, Grønholt og Humlebæk sogne gennem afholdelse af arrangementer og andre egnede aktiviteter, og at indsamle lokalhistorisk materiale og data til belysning af områdets historie.
§ 3
1. Det indsamlede materiale afleveres til Fredensborg kommunes lokalhistoriske arkiv.
2. Materiale, der ikke kan indgå i det lokalhistoriske arkiv, opbevares ved foreningens foranstaltning eller afleveres til andre samlinger efter aftale mellem foreningen og det lokalhistoriske arkiv.
§ 4
1. Foreningen er medlem af Dansk lokalhistorisk Forening.

MEDLEMSKAB
§ 5
1. Som medlemmer kan optages interesserede enkeltpersoner, foreninger, organisationer og institutioner.
2. Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling for det kommende år.

BESTYRELSEN
§ 6
1. Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer.
2. På den årlige generalforsamling i lige år vælges fire bestyrelsesmedlemmer for en periode på 2 år og i ulige år 3 bestyrelsesmedlemmer for en periode på 2 år.
3. Genvalg kan finde sted.
4. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer.
5. Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

UDVALG
§ 7
1. Bestyrelsen nedsætter udvalg og arbejdsgrupper efter behov.
2. Udvalgenes kommissorium godkendes af bestyrelsen, og udvalgene rapporterer løbende om deres virksomhed.

REGNSKAB OG REVISION
§ 8
1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
2. Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af en uden for bestyrelsen valgt revisor.
3. En revisor og en revisorsuppleant vælges på generalforsamlingen for 1 år ad gangen.
4. I økonomiske spørgsmål tegnes foreningen af formand og kasserer i fællesskab.
5. Foreningens formue anbringes i et anerkendt pengeinstitut og bør så vidt muligt være rentebærende.
6. Foreningen hæfter over for trediemand alene med sin formue.

GENERALFORSAMLING
§ 9
1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, bortset fra bestemmelserne i § 10 stk. 1 og § 11 stk. 1-2.
2. Generalforsamlingsbeslutninger træffes ved simpelt flertal. Afstemning skal foregå skriftligt, såfremt et medlem fremsætter begæring herom. Hver husstand har en stemme. Stemmeafgivning kan kun udøves ved personligt fremmøde.
3. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal.
4. Dagsorden på generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:
• Valg af dirigent
• Beretning
• Fremlæggelse af et revideret regnskab
• Indkomne forslag
• Fremlæggelse af bestyrelsens arbejdsplan for det kommende år
• Fastsættelse af kontingent
• Valg: bestyrelsesmedlemmer, 2 bestyrelsessuppleanter, 1 revisor, 1 revisorsuppleant.
• Eventuelt
5. Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker med 3 ugers varsel på foreningens hjemmeside.
6. Forslag der af et af foreningens medlemmer ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt tilstilles bestyrelsen senest 10 dage før generalforsamlingen.
7. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning hertil, eller når mindst 1/5 af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter anmodning herom til bestyrelsen med motiveret dagsorden.
8. Ekstraordinær generalforsamling afholdes senest 20 dage efter, at der er fremsat anmodning herom.
9. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 10 dages varsel ved skriftlig meddelelse til foreningens medlemmer og på foreningens hjemmeside.

VEDTÆGTSÆNDRINGER
§ 10
1. Ændring af vedtægterne kan vedtages på en generalforsamling med almindeligt stemmeflertal, når mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede, eller når mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.
2. Forslag om vedtægtsændringer skal meddeles sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen på foreningens hjemmeside.

OPLØSNING
§ 11
1. Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en ekstraordinær generalforsamling med mindst 2/3 majoritet af samtlige foreningens medlemmer.
2. Er 1/3 af foreningens medlemmer ikke til stede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen senest 40 dage efter indkalde til en ny generalforsamling, hvor opløsningen kan vedtages med almindeligt stemmeflertal.
3. I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder dens arkiv Fredensborg lokalhistoriske arkiv, og dens formue og øvrige ejendele anvendes efter forsamlingens bestemmelse.

Vedtaget på ordinær generalforsamling 28. februar 2022

Peter Heiberg                                               John Hemming
Formand                                                       Dirigent

Hent vedtægter med underskrifter i pdf-format: Vedtægter 2022.pdf